Valnøddebrød med maltmel

Dette valnøddebrød med maltmel er lavet med friskt stenformalet mel. Det er skønt at arbejde med og har en fantastisk smag. Der er virkelig forskel på friskt stenformalet mel og det billige fra supermarkedet. Har du endnu ikke prøvet det, vil jeg klart anbefale dig at prøve det.

Til 2 brød har jeg brugt følgende:

470g Manitoba
150g Fuldkorns ølandshvede
50g Fuldkorns rugmel
30g Mørkt maltmel
175g Surdej
580g Vand
75g Grofthakkede valnødder
21g Salt

Bland mel, vand og surdej sammen og lad det stå i 40 min (autolyse/fermentolyse). Tilsæt salt og valnødder. Rør på maskine ved lav/medium hastighed i 8-10 min. Kom dejen i en passende skål, bøtte eller hvad du plejer at bruge.

Lav 2-4 sæt coilfolds indenfor de næste 2 timer. Lad hæve på køkkenbordet i nogle timer (regn med 1-4 timer yderligere udover de første 2 timer). Når der er gået 2 timer fra du kom dejen i skålen, kan du klippe en lille luns dej af og lægge i et glas med lunken vand. Når den stiger til overfladen, er dejen klar til pre-shape.

Efter pre-shape hviler dejen utildækket i 30 min og der laves final-shape og kommes i hævekurv. Herefter 15-30 min hvile inden det kommer på køl.

På bagedagen: Ovn, stål og bradepande (i nederste rille i ovnen) varmes op i 1 time ved 270°. Tag dejene fra køl, kom det forsigtigt over på noget du kan transportere det ind i ovnen med (pizzaspade, kombispade e.lign.). Drys evt. med lidt mel og fordel det, så der ikke ligger klumper af mel. Rids/snit det og sæt det ind i ovnen.

Samtidig smides der 1 liter kogende vand i bradepanden og der skrues ned til 230°. Bag i 20 min.

Herefter fjernes bradepanden med vand og brødet bages i yderligere 20-25 min ved 240° indtil det har opnået den afbagning du godt kan lide. Afkøles på en rist.


Reklame: Kniven på billedet kan du købe hos Komorebi Knife.
0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *