Historien omkring ‘Marco-brødet’ stammer fra den bagegruppe på Facebook jeg er med i. Jeg havde fået sammensat en opskrift, som jeg synes var god og smagte godt og delte den derfor med de andre medlemmer i gruppen. En af medlemmerne, Lasse, gik igang med at bage efter denne opskrift og lagde i lang tid næsten dagligt billeder op af ‘Marco-brødet’ i alle mulige afskygninger – boller, brød, flutes, kuvertbrød, sandwichbrød… you name it!
Da Lasse er en haj til at bage, og nærmest spammede gruppen med daglige lækkerier, har flere kastet sig over denne opskrift – langt de fleste med gode resultater. Enkelte har udskiftet lidt af melet med f.eks. spelt eller purpurhvede – også med stor succes.
Indrømmet – det er noget lækkert brød. Ølandshveden giver en fantastisk smag til brødet og Manitobamelet sørger for en god opbagning.
Prøv den gerne og lad mig høre, hvad du synes.
- 100g Ølandshvedemel (evt. fuldkorns)
- 300g Manitobamel
- 300g vand
- 90g surdej
- 12g salt
Bland mel og vand og lad stå tildækket 1-2 timer. Kom surdejen i og bland det godt sammen og vent 30 min. Kom salt i og bland godt. Lav nogle stretch and folds og lad hvile i 30 min. Lav igen stretch and folds og lad hvile i 2,5 timer.
Hvis du vil lave boller af dejen, kan du give den en omgang stretch and fold igen og lade den stå yderligere 1 times tid på køkkenbordet. Dejen skulle gerne være øget med ca. 30% i størrelse. Sæt den på køl i +12 timer.
Vil du lave et brød, så spænd dejen op, form den og kom den i en hævekurv, som er drysset med ris- eller majsmel. Søg evt. efter pre-shape og final-shape på YouTube for at se teknikken. Kom en plastikpose omkring så ikke dejen tørrer ud og sæt den på køl i +12 timer.
Kan bages i en gryde eller på bagestål/pizzasten
I gryde: Varm den godt op til 250° i 45-60 min. og bag i 20 min. med låg. Tag låget af og bag videre i 20 min. ved 230°.
På bagestål: Sæt en bradepande i bunden af ovnen og varm ovnen op til 250° i 45-60 min. Når dejen er klar til at komme ind, smider du 1 liter kogende vand i bradepanden (pas på du ikke får dampen på dig – den er meget varm!). Bag brødet i 20 min. Tag så bradepanden med vand ud og bag yderligere 20 min. ved 230°.
Hvis du skal lave boller, hælder du dejen ud på køkkenbordet og hakker passende størrelser ud med en dejspartel, uden at arbejde for meget med dejen, og sætter dem ind på dit bagestål, der er opvarmet som ovenfor. Smid 3 dl kogende vand i bradepanden, når du sætter bollerne ind, hvis du ønsker en sprød skorpe. De skal bages i ca. 15-18 min. afhængig af størrelsen (jeg plejer et lave 8 boller ud af denne portion). Når de har fået en fin mørk farve, er de færdige.

