Foccacia med surdej

Dette foccacia med surdej kan laves samme dag og smager skønt med alverdens topping på. Du kan vælge alle mulige friske krydderurter og grøntsager – lige præcis dem du allerbedst kan lide.

Jeg har brugt min bradepande til at bage i, som måler 33 x 43 cm. Juster lidt op eller ned i opskriften, hvis du anvender noget andet at bage i.

Jeg har bl.a. brugt Tritordeum mel. Du kan sagtens erstatte de 150g med alm. hvedemel istedet for. Årsagen til at jeg bruger Tritordeum er, at det giver en smagsnuance til brødet, som jeg rigtig godt kan lide.

  • 550g hvedemel/Manitobamel
  • 150g fint Tritordeum
  • 150g surdej
  • 550g vand
  • 15g salt
  • 15g extra jomfru olivenolie + olie til at komme på toppen til sidst

Bland alle ingredienser sammen med fingrene eller en grydeske. Sørg for at alt bliver blandet godt sammen og fold dejen henover sig selv nogle gange fra alle sider. Dette er med til at opbygge styrke i dejen og hjælper glutennetværket til at udvikle sig.

Nu skal du lave 3 gange stretch and fold, altså hvor du folder dejen henover sig selv med 30 min. mellemrum. Hvis du er i tvivl om teknikken, så kig på YouTube. Der er mange gode videoer, der viser det.

Kom dejen i bradepande. Jeg har bedst erfaring med at bruge bagepapir smurt med olie under dejen. Bruger jeg kun olie, hænger brødet i efter det er bagt.

Lad den stå tildækket i 2-4 timer på køkkenbordet indtil der er godt med luftbobler i dejen. Tænd ovnen på 230 grader.

Så er du klar til at komme din topping på. Kom nogle stænk olie på og tryk fordybninger i dejen med fingrene, så der opstår små huller som olien og fyldet kan ryge ned i. Kom nu resten af din topping på og slut af med en omgang flagesalt og evt. friskkværnet peber eller andre krydderier, hvis du lyster.

Bag det indtil det har fået en god farve. Ca. 25 min.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.