Dette brød med ølanshvede fra Mosegårdens Mel er smagfuldt og ret simpelt at lave.
- 250g letsigtet ølandshvede
- 125g fuldkornshvede
- 125g Manitoba
- 425g vand
- 125g surdej
- 12,5g salt
Bland surdej, mel og 400g af vandet. Sørg for at alt melet er blevet fugtet. Lad det stå tildækket på køkkenbordet i 2 timer.
Tilføj salt og de sidste 25g vand. Bland saltet godt ind i dejen med at trykke salt og vand ned i dejen.
Fold nu dejen henover sig selv fra alle 4 sider. Det hedder ‘stretch and fold’ (søg evt. på YouTube). Det handler om at tage fat i dejen i den ene side, strække den opad og så lægge den henover sig selv. Det er vigtigt at du kun strækker den så meget, så dejen ikke går i stykker/revner. Dette gør du nogle gange indtil du kan fornemme, at dejen ikke er helt så elastisk mere og har svært ved at give sig.
Lad den hvile tidækket i 30 min og gentag så foldningerne. Sådan gør du hver halve time i i alt 3 timer (6 foldninger). Målet er, at dejen er vokset ca. 30% i volumen og du kan fornemme, at den er hævet og er luftig. Er den ikke det, så lad den hæve lidt længere. Det er en fordel at fugte dine hænder med vand inden du tager fat i dejen – på den måde klistrer dejen ikke til fingrene.
Kom dejen ud på et tørt bord og brug en spartel til at forme dejen til en kugle og spænde den op ved at køre spartlen ind under dejen i cirkulerende bevægelser, således overfladen bliver spændt godt op. For at se teknikken, kan du søge efter ‘pre-shape’. Drys mel på toppen af dejen og lad den stå utildækket i 30 min.
Skub sparlen ind under dejen og vend den om, så overfladen med mel nu ligger ned mod bordpladen. Nu laver du en ‘final-shape’ hvor du former dejen og spænder den op.
Læg dejen i en meldrysset hævekurv og stil på køl i min. 10 timer.
På dagen hvor du skal bage, varmer du dit bagestål op til 250 grader i 45 min med en bradepande i bunden af ovnen.
Når ovnen er varm, hælder du 1 liter kogende vand i bradepanden og lukker ovnen. Tag dejen ud af køleskabet og vip den ud på noget du kan transportere det over i ovnen med. Det er nu du skal snitte mønstre i, hvis du gerne vil det og/eller skære et langt snit for at bestemme, hvor det skal åbne sig.
Sæt det ind i ovnen og bag i 20 min. Skru herefter ned til 230 grader, tag bradepanden med vand ud og bag færdigt indtil det har en fin mørk farve. Det tager ca. 20 min.