Dette brød med nødder og tranebær er super lækkert. Fruens absolutte yndlingsbrød. Jeg må indrømme – det smager ganske godt. Maltmelet giver det den mørke farve og en skøn smag. Bærrene giver det en sødlig kant og jeg synes det passer godt til ost.
Til 2 brød har jeg brugt følgende:
470g Manitoba
150g Fuldkorns ølandshvede
50g Fuldkorns rugmel
30g Mørk maltmel
175g Surdej
580g Vand
75g Grofthakkede valnødder/hasselnødder
50g tranebær
21g Salt
Bland mel, vand og surdej sammen og lad det stå i 40 min (autolyse/fermentolyse). Tilsæt salt, nødder og bær. Rør på maskine ved lav/medium hastighed i 8-10 min. Kom dejen i en passende skål, bøtte eller hvad du plejer at bruge.
Lav 2-4 sæt coilfolds indenfor de næste 2 timer, til du fornemmer, at der er styrke i dejen. Lad hæve på køkkenbordet i nogle timer (regn med 1-4 timer yderligere udover de første 2 timer). Nu kan du klippe en lille luns dej af og lægge i et glas med lunken vand. Når den stiger til overfladen, er dejen klar til pre-shape.
Efter pre-shape hviler dejen utildækket i 30 min og der laves final-shape og kommes i hævekurv. Herefter 15-30 min hvile inden det kommer på køl.
På bagedagen: Ovn, stål og bradepande (i nederste rille i ovnen) varmes op i 1 time ved 270°. Tag dejene fra køl, kom det forsigtigt over på noget du kan transportere det ind i ovnen med (pizzaspade, kombispade e.lign.). Drys evt. med lidt mel og fordel det, så der ikke ligger klumper af mel. Rids/snit det og sæt det ind i ovnen.
Samtidig smides der 1 liter kogende vand i bradepanden og der skrues ned til 230°. Bag i 20 min.
Herefter fjernes bradepanden med vand og brødet bages i yderligere 20-25 min ved 240° indtil det har opnået den afbagning du godt kan lide. Afkøles på en rist.