Dette brød med Manitoba og Dalarhvede har en hydration på knap 78%. Den er ikke så vanskelig at arbejde med. Manitoba sørger for en god opbagning og en fin kulør til brødet. Dalarhveden tilfører lidt groft og noget smag.
- 300g Manitoba
- 100g Fuldkornsdalarhvede
- 310g vand
- 90g surdej
- 10g salt
Bland mel, vand og surdej sammen med en ske eller den modsatte ende af en grydeske. Sørg for at al melet er blevet fugtet og der ikke er nogle tørre pletter tilbage. Læg låg på og lad hvile i 2 timer på køkkenbordet.
Kom salt i og måske nogle bitte små stænk vand for at hjælpe saltet med at blive opløst – især hvis du bruger groft salt. Massér det godt ind i dejen med fingrene. Fold dejen over sig selv nogle gange og sæt atter låg på og lad hvile i 2 timer på køkkenbordet.
Hæld dejen ud på en tør bordplade og saml dejen til en kugle og vend den om, så samlingerne vender ned mod bordet. Søg evt. på ‘pre-shape’ på YouTube for at se teknikken. Lad dejen ligge utildækket i 30 min. Dette gør, at dejen danner en lille fin skorpe ovenpå og klistrer derfor ikke så nemt til bordet i næste trin.
Strø lidt mel (gerne ris- eller majsmel, da det ikke hænger fast i dejen) over dejen. Saml hurtigt dejen, hvis den er fladet lidt ud og vend den om. Nu skal du til at lave final-shape (søg på YouTube). Her samles dejen, formes efter hævekurvens form og spændes op.
Læg den i en meldrysset hævekurv (brug igen gerne ris- eller majsmel), sæt en plastikpose over og lad stå i 45 min – 1 time inden den kommer på køl til dagen efter. Jeg anbefaler min. 10 timer – gerne mere. 40 timer kan den også godt tåle.
På dagen hvor du skal bage, varmer du ovnen med gryden op på 240 grader i 45-60 min. for at sikre den er rigtig varm. Kom forsigtigt dejen over i gryden, rids det, hvis du ønsker det, og bag med låg på i 20 min. Fjern herefter låget og bag i yderligere 20 min eller indtil brødet har en god mørk farve.
Afkøl på en rist.
