Brød med hvede-, øland- og rugmel

Dette brød med Arantes Vårrug, Dalarhvedemel og Ølandshvedemel har en virkelig skøn smag af det lækreste friskmalede mel. Blandingen af de forskellige meltyper passer super fint sammen og mængden af rugmel gør, at de er dejlig mættende uden at være decideret tungt.

  • 300 g hvedemel
  • 70 g fuldkornsølandshvede
  • 30 g Arantes vårrug (du kan snildt bruge alm. rugmel)
  • 300 g vand
  • 90 g surdej
  • 12 g salt

Bland vand, surdej og mel i en skål eller condibøtte eller hvad du plejer at blande dej i. Sørg for at der ikke er tørre pletter nogen steder. Lad det stå i 20 minutter med låg på.
Kom salt ovenpå samt nogle stænk vand for at opløse saltet. Massér det godt ind i dejen og lav nogle stretch and folds indtil den har samlet sig godt. Lad stå med låg på i 30 minutter.

Lav 4 stretch and folds (nord-syd-øst-vest). Lad stå 30 minutter og gentag. ⠀

Dejen hviler nu 2,5 time på køkkenbordet.

Herefter laves der en pre-shape, hvor du samler dejen til en kugle og lader den ligge utildækket i 30 min. Så når dejen at danne en ganke fin tynd skorpe, således den ikke hænger fast i bordet, når du skal lave final-shape.

Når de 30 min. er gået, laver du final-shape og lægger dejen i en hævekurv med en plastikpose udenom.

Sæt på køl i +12 timer.

Varm bagestål/pizzasten/bageplade op til 250° grader. Sæt en bradepande i bunden af ovnen og varm op sammen med ovnen. Sørg for ovnen bliver varmet godt op – gerne i 45-60 min.

Jeg tager dejen direkte fra køl og snitter det og sætter det ind på det varme bagestål i ovnen.

Smid et glas vand ind i bradepanden og luk hurtigt ovnlågen igen. Smid evt. lidt ekstra vand ind efter 5-10 min.

Bages ved 250 grader i 20 min og herefter skrues ned til 230 grader, bradepanden tages ud og det bages færdigt i ca. 20 min indtil det har fået en fin mørk farve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.